Erhvervsakademi Aarhus styrker digital læring

Gennemførelsen af det omfattende projekt ”Strategisk kompetenceudvikling til digital læring på Erhvervsakademi Aarhus” falder sammen med, at institutionen implementerer et nyt Learning Management System. De to udviklingsprojekter spiller godt sammen og danner afsæt for en massivt øget digitalisering af undervisningen i de kommende år. Her arbejder ledelse og medarbejdere målbevidst sammen om at sikre bedre læring for de studerende ved at anvende digital undervisning klogt.

Af Jakob Vedelsby, freelancejournalist og Frederikke Vedelsby, fotograf 

Kompetenceudviklingsprojektet ”Strategisk kompetenceudvikling til digital læring på Erhvervsakademi Aarhus” blev sat i værk med støtte fra de statslige overenskomstparters tidligere fond, FUSA. Det skete i forlængelse af den digitaliseringsplan, akademiet lancerede i foråret 2017. Målet med planen er at løfte undervisernes kompetencer, så de bliver bedst muligt rustet til at bruge de nye digitale muligheder i undervisningen, fortæller uddannelsesdirektør Anne Storm Rasmussen.

”Vi er i forvejen meget optagede af medarbejdernes løbende kompetenceudvikling. Alle skal igennem en toårig pædagogisk uddannelse, og vores digitale aktiviteter udspringer fra den pædagogiske platform. Vi er også opmærksomme på ikke at blive for teknologibegejstrede eller at digitalisere for digitaliseringens skyld. Vores altoverskyggende mål med digitaliseringen er at sikre bedre læring for de studerende. Så enkelt kan det siges. Og det kan vi gøre ved at sørge for, at vores undervisere er superdygtige til deres arbejde.”  

Anne Storm Rasmussen forklarer videre, at man på Erhvervsakademi Aarhus har valgt en bottom-up-proces, hvor digitaliseringen breder sig nedefra og af frivillighedens vej, så de nye metoder og værktøjer bliver godt forankret og integreret. Det står i modsætning til en strategi om at stile efter, at alle undervisere fx skal have så og så stor andel teknologibaseret undervisning eller mestre de og de teknologier i undervisningen.

Flipped Classroom

Ifølge Anne Storm Rasmussen faldt det fondsstøttede kompetenceudviklingsprojekt perfekt sammen med, at institutionen skiftede til det nye Learning Management System, Canvas LMS. Man benyttede derfor anledningen til at introducere underviserne til de nye faciliteter og muligheder i den digitale læringsplatform. På den måde blev introduktionen af Canvas LMS en katalysator for at tænke mere digitalt i forbindelse med undervisningen og dermed for kompenceudviklingsforløbet.

”Digitaliseringen gør sit indtog i undervisningen på en række områder. Ikke mindst video er på vej til at blive et væsentligt element hos mange af vores undervisere. Det kan fx være i forløb, hvor man tilrettelægger undervisningen efter den såkaldte Flipped Classroom model. I stedet for at underviseren holder oplæg om et emne i klasseværelset, skal de studerende på forhånd se en video, hvor emnet bliver grundigt forklaret. På den baggrund møder de velforberedte op til timen og er klar til mere aktiverende arbejdsformer,” siger Anne Storm Rasmussen og tilføjer, at fremgangsmåden også betyder, at de studerende, der måtte have behov for det, kan se videoen igen og igen indtil den faglige substans har bundfældet sig.  

Det digitale breder sig i undervisningen  

Lektor på finansbacheloruddannelsen Jonna Fonnesbæk Hansen siger, at brugen af digitale læringselementer i undervisningen hidtil har været relativt fragmenteret på Erhvervsakademi Aarhus. Men fremover vil det digitale brede sig stille og roligt, pointerer hun.

”Vores nye Learning Management System har gjort det lettere at integrere digitale aspekter såsom quizzer, tests, PowerPoints, videoer, links til opgaver, artikler og andet, som man kan inddrage, foruden lektionsplaner og underviserens noter til den enkelte lektion. I dag samler vi alting ét sted og gør det let tilgængeligt for de studerende – også i tilfælde af sygdom og ved eksamenslæsning,” siger Jonna Fonnesbæk Hansen, der også er pædagogisk koordinator på Erhvervsakademi Aarhus og tillidsrepræsentant for Djøf-gruppen. Hun sidder endvidere i kompetenceprojektets styregruppe.

Større kvalitet i undervisningen   

Jonna Fonnesbæk Hansen fremhæver videre, at Canvas LMS rummer en række digitale elementer, som man på Erhvervsakademi Aarhus nu har fokus på at integrere i undervisningen.

”Et eksempel: Hvis jeg har en studerende, der skal vejledes på sit bachelorprojekt og derfor fremsender et udkast til en problemformulering, vil jeg traditionelt levere en skriftlig respons på måske et par sider. I Canvas kan vi nu bruge en funktion, som svarer til Messenger, og indtale en mundtlig vurdering til den studerende, som hun kan høre, når det passer hende. Det tror jeg bliver til glæde for både de studerende og mig som lærer. Og sådan skal det også være. Det vigtigste er at øge kvaliteten af undervisningen, men samtidig er der stor fokus på, at vi som undervisere hele tiden skal være mere effektive,” siger hun.

Digitale læringskonsulenter

Et nøgleaspekt i kompetenceprojektet er træning af i alt tolv digitale læringskonsulenter, som decentralt på de enkelte uddannelsesområder, sammen med den lokale ledelse, har ansvar for at sprede erfaringerne med digitaliseret undervisning.

I regi af kompetenceudviklingsprojektet har læringskonsulenterne opbygget viden gennem kurser og inspirationsoplæg, og ved at arbejde med konkrete digitaliseringsprojekter, som de får coaching til. Læringskonsulenterne mødtes i opstartsperioden ugentligt med projektlederen for kompetenceudviklingsprojektet. Konsulenterne mødes nu hver anden til tredje uge for at videndele og inspirere hinanden.     

Udover at kompetenceudvikle læringskonsulenterne, har der i projektet været en lang række kurser og foredrag om forskellige aspekter af digital undervisning for underviserne og de pædagogiske vejledere.  

Inspiration udefra

Som en del af kompetenceprojektet har Erhvervsakademi Aarhus også hentet viden uden for landets grænser. Det er sket via deltagelse på konferencen Online Educa i Tyskland og gennem samarbejder med polske eksperter inden for gamification – brug af spil og leg i undervisningen. Markant størst udbytte har institutionen dog af et tæt samarbejde med Humber College i Toronto, Canada.

”Nogle af vores medarbejdere har været på studiebesøg på Humber College, og det har vist sig, at de matcher os fantastisk godt. Afstandene i Canada er store og de har derfor lang erfaring med distanceundervisning og dermed også digitaliseret undervisning. Det har givet et kæmpedrive for dem, der har været derovre – og flere af vores medarbejdere skal afsted til efteråret. Samarbejdet er inspirerende og lærerigt for os,” siger Anne Storm Rasmussen og fortsætter:  

”I august 2018 får vi selv besøg af to såkaldte Instructional Designers fra Humber College. I løbet af to uger skal de sammen med tre af vores faggrupper udvikle digitale undervisningsmidler efter deres metoder. Derudover afholder vi et afsluttende seminar med ledelsen, hvor de skal rådgive om, hvordan vi udfolder vores digitale målsætninger fremover, organiserer os og sikrer, at den nødvendige kompetenceudvikling fortsætter, også når vi ikke længere har den økonomiske opbakning og rammesætning fra FUSA.” 

Drabelige drøftelser

På Erhvervsakademi Aarhus har de generelt set oplevet et stort og positivt drive og en god stemning omkring kompetenceudviklingsprojektet og den voksende digitalisering af undervisningen. Men det betyder ikke, at der ikke har været modstand, fortæller Anne Storm Rasmussen.

”Der vil altid være nogle, som er imod denne type forandringer, og vi har da også haft drøftelser, hvor bølgerne er gået højt, i bl.a. vores pædagogiske gruppe. Det har primært handlet om digitaliseringen, og hvordan vi italesætter de digitale ønsker og mål i organisationen. Men medarbejderne har været konstruktive, og diskussionerne førte bl.a. til, at vi gik fra en målsætning om at blive den mest digitaliserede undervisningsinstitution, til at blive det erhvervsakademi, som anvender digital undervisning klogest. Det synes jeg er en fremragende drejning,” siger hun.       

En del af den pædagogiske platform  

Jonna Fonnesbæk Hansen understreger, at det er et krav til underviserne på Erhvervsakademi Aarhus, at de arbejder efter institutionens pædagogiske platform og skaber en varieret undervisning. Men det er ikke sådan, at ledelsen vandrer rundt i klasselokalerne og kontrollerer undervisningsplanerne for at se, om der er tilstrækkeligt med digitale elementer. Der vil være nogle, som er langt fremme, og nogle, som kun lige er begyndt så småt med at integrere det digitale, siger hun og tilføjer, at det i høj grad også er de studerende, der ønsker, at underviserne bruger de nye digitale muligheder, når det giver mening.

”De kommer ofte direkte fra gymnasiet, hvor digitalisering er meget udbredt. Hvis vi som undervisere stiller os op foran en sort kridttavle fra morgen til aften, og uddeler papirkopier og aldrig bruger vores digitale platform, vil vi hurtigt få dårlige evalueringer fra vores studerende. Så på den måde er der en forventning om, at vi tænker de nye muligheder ind. Og dét er en god driver for vores undervisere, som jo gerne vil gøre deres arbejde så godt som muligt.”

Digitalisering er ikke et krav  

Hvor langt den enkelte underviser er i processen med at indtænke digitale læringsmidler, afhænger ikke af alder. Det handler mere om, at nogle synes, det er enormt sjovt at arbejde med de digitale muligheder, tilføjer Anne Storm Rasmussen.

”Nogle undervisere leger sig til det og er naturligt draget mod de nye muligheder, mens andre er fremragende undervisere uden at tænke så meget digitalisering ind. Vi vil naturligvis ikke ødelægge engagementet hos den dygtige underviser, der endnu ikke er så langt på den digitale vej, ved at sige, at de skal gøre sådan og sådan,” siger Anne Storm Rasmussen, der dog helt tydeligt kan mærke, at kompetenceprojektet allerede har haft en effekt.   

”Vi har fået dagsordensat digital undervisning på en helt anden måde end før, hvor der ellers også var fokus på digitalisering. Det kan jeg bl.a. se ved, at emnet i dag er på dagsordenen på alle mulige møder, hvor det ikke før kom op. Og ved at vi har fået skabt et godt samarbejde mellem vores pædagogiske vejledere og de nye digitale læringskonsulenter.”  

De pædagogiske vejledere har hidtil haft til opgave at drive institutionens pædagogiske udvikling, herunder digitaliseringen. Nu har man splittet opgaverne op i to funktioner, hvor de nye digitale læringskonsulenter håndterer digitaliseringen.

”Det kan godt være, at de digitale aspekter om nogle år er så integreret, at vi igen kun skal have en én funktion. Det må tiden vise. Men det står fast, at vi med dette projekt har taget et stort skridt ud ad den udviklingsvej, vi kommer til at følge i fremtiden,” siger Anne Storm Rasmussen.

Nye dybe tallerkener

Ifølge Jonna Fonnesbæk Hansen er ikke alle digitale muligheder lige relevante i alle fag. Det er den enkelte underviser, der ved, hvad der giver mening pædagogisk og didaktisk i forhold til vedkommendes fag.

”Men som undervisere kan vi i høj grad inspirere hinanden. For det kan godt være, at et nyt digitalt element først giver mening for én, når man har hørt en kollega tale rosende om sine erfaringer med det – og så bliver man måske fristet til selv at teste det i undervisningen,” siger hun og fremhæver, at deling af undervisningsmaterialer af enhver art også blevet nemmere med det nye it-system.

”Det er en stor fordel, da der jo ikke er nogen grund til at opfinde den dybe tallerken, hvis det allerede er sket. Det frigiver samtidig tid til, at man som underviser kan udfolde sin kreativitet og opfinde helt nye dybe tallerkener – til gavn for læringen.”               

Øget digital bevidsthed

Jonna Fonnesbæk Hansen fortæller videre, at man på Erhvervsakademi Aarhus har gennemført en foreløbig evaluering af kompetenceprojektet, som viser, at undervisernes digitale bevidsthed er blevet øget, og at der er kommet markant større fokus på brugen af digitale værktøjer i undervisningen. Det fremgår også af evalueringen, at en af de største udfordringer er at overbevise underviserne om fordelene ved at anvende de mange digitale faciliteter i Canvas.

”Derfor har vi nu besluttet at etablere nogle mindre projektgrupper rundt om den enkelte digitale læringskonsulent. På den måde kommer flere undervisere til at arbejde konkret med idéudvikling af nye digitale muligheder, som de selv kan teste i undervisningen og blive trygge ved. Før de spreder de nyhøstede erfaringer til deres kolleger,” slutter Jonna Fonnesbæk Hansen.