HK Stat-fondspuljen er lukket - åbner igen den 1. december

Ved udgangen af den 20. november 2020 lukkede Den Statslige Kompetencefond for ansøgninger til fondspuljen ’OAO - HK Stat’. Lukningen er kortvarig og omfatter ansøgere, der i deres ansættelse er omfattet af HK Stats overenskomst. Nye fondsmidler bliver tilført den 1. december 2020 kl. 10.

Den Statslige Kompetencefonds fondspulje ’OAO – HK Stat’ er tømt for midler. Ved udgangen af den 20. november blev adgangen til fondspuljen lukket. Den midlertidige lukning ophører den 1. december kl. 10, hvor der igen bliver tilført midler til alle fondens puljer. Midlerne fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Vær opmærksom på, at Den Statslige Kompetencefond først modtager din ansøgning, når den er godkendt af din leder.

Fra den 21. november og frem til den 1. december kl. 10 vil alle ansøgninger om støtte fra HK Stat-fondspulje blive afvist.

Gør ansøgning klar til den 1. december

Planlægger du at ansøge HK Stat-fondspuljen til december, når der igen er midler i puljen, så kan du allerede nu gøre din ansøgning klar. Det er dog vigtigt, at din leder ikke godkender ansøgningen, inden puljen igen er åben den 1. december 2020 kl. 10.

Når du indsender din ansøgning, bliver den i første omgang sendt til godkendelse hos din leder. Først når din leder godkender ansøgningen, er den indsendt til Den Statslige Kompetencefond. Det er afgørende, at din leder ikke godkender ansøgningen før puljen er åben, for så bliver din ansøgning automatisk afvist.

Husk, at du ikke må søge om støtte til en aktivitet, der er påbegyndt ved ansøgningstidspunktet. Ansøger du fx den 1. december, må din aktivitet tidligst starte den 2. december 2020.

Hvem er omfattet af HK Stat-fondspuljen?

Er du i din ansættelse omfattet af HK Stats overenskomst, så tilhører du fondspuljen ’OAO - HK Stat’. Det betyder blandt andet, at du som ansøger er omfattet af HK Stat-fondspuljens positivliste og retningslinjer.

5 puljer i én fælles fond

Den Statslige Kompetencefonds fond er inddelt i fem puljer.  Nedenfor kan du se de fem puljer og de faglige organisationer, der har indgået overenskomster i den statslige sektor:

  • Akademikerne: DJØF, DM, IDA, HOD, GL med flere – se alle Akademikernes faglige medlemsorganisationer 
  • CO10: Politiforbundet, Centralforening for Stampersonel, Dansk Told- & Skatteforbund, Dansk Sygeplejeråd med flere – se alle CO10’s faglige medlemsorganisationer
  • LC: Frie Skolers Forhandlingsfællesskab, Uddannelsesforbundet, Danmarks Lærerforening m.fl. – se alle faglige medlemsorganisationer organiseret i Lærernes Centralorganisation.
  • OAO - HK Stat: HK Stat, herunder HK Trafik og Jernbane
  • OAO - Øvrige: 3F, HKKF, Fængselsforbundet, Serviceforbundet, FAKK, Dansk Jernbaneforbund og Dansk Metal med flere – se alle faglige medlemsorganisationer organiseret i Offentligt Ansattes Organisationer. HK Stat har sin egen pulje – se ovenfor.  

Er du i tvivl om hvilken overenskomst, du er omfattet af, så se evt. din ansættelseskontrakt, hvor det ofte fremgår, hvilken faglig organisation der har indgået din overenskomst.

Også lukket for akademikere

Den Statslige Kompetencefond er allerede midlertidigt lukket for ansøgninger fra akademikere. Det har den været siden den 3. september, hvor Akademiker-fondspuljen løb tør for de til perioden afsatte midler.

Det midlertidige ansøgningsstop omfatter derfor nu Akademiker-fondspuljen og HK Stat-fondspuljen.

Det er fortsat muligt at ansøge Den Statslige Kompetencefond, hvis man er omfattet af de andre fondspuljer. LC, CO10 og OAO – Øvriges fondspuljer er åbne og klar til at modtage ansøgninger. På samme måde er den særlige digitaliserings- og IT-indsats til akademikere også åben for ansøgninger.

Forbehold for ændringer i mulighederne for støtte

De statslige overenskomstparter i fondsgrupperne får løbende information og erfaringer fra ansøgninger i fonden. Dette kan medføre et ændret fagligt fokus i, hvordan midlerne prioriteres.

Som en konsekvens af dette vil der løbende kunne ske justering i positivlister/retningslinjer. Det er derfor en god idé at læse om de aktuelle regler for støtte i positivlister/retningslinjer eller i FAQ’en.