Logo: Kompentencesekretariatet
Søg
Luk menu

– Det digitale var ikke noget, man blev undervist i, da jeg blev færdig med min kandidat i engelsk i 2005

International projektleder på Erhvervsakademi Aarhus Sharon Wilkins har fået støtte til sin kompetenceudvikling. Sharon arbejder til daglig med bl.a. udvekslingsstudenter og partnerskabsaftaler med udenlandske universiteter. Derfor mener hun, at det giver så god mening at blive opdateret på det digitale plan, da hun fra første parket ser, hvor hurtigt feltet udvikler sig hele tiden.

En kaffekop er stillet ved siden af en computer med en videomøde på skærmen.
Portrætbillede af Sharon og Mads
Sharon Wilkins & Mads Hedelund

I marts 2021 påbegyndte Sharon et modul i ”Forretningsforståelse og digital strategi”, som hun fandt frem til, da hendes arbejdsplads sendte en liste med kursuseksempler, som der kan søges støtte til.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have søgt, hvis jeg ikke var blevet gjort opmærksom på det”, fortæller Sharon, som også er i gang med andre kompetenceudviklingsaktiviteter. Hun har en stor lyst til at lære og finder det vigtigt for at holde sine kompetencer ajour.

På Sharons arbejdsplads holder ledelsen altid et vågent øje med Den Statslige Kompetencefond. Sharons leder Mads Hedelund pointerer: ”Erhvervsakademiet er en vidensinstitution, og det er vigtigt for os altid at sikre, at vores medarbejder har de rette kompetencer og nyeste viden. Derfor støtter vi altid op om kompetenceudvikling.”

Det digitale fokus

Sharon og hendes kollegaer har et ønske om et fremtidigt samarbejde med et udenlandsk universitet om en online COIL uddannelse (Collaborative Online International Learning). En uddannelse som kun er blevet mere aktuel under corona. Sharon siger: ”Jeg håber, kurset i Forretningsforståelse og digital strategi kan hjælpe mig til at forstå, hvordan vi kan få det bedste udbytte af digitale platforme. Jeg ved ingenting om det.”

Med kurset ønsker Sharon desuden at blive bedre rustet til at tale med om de digitale muligheder, som de studerende kender endnu mere til. Sharon selv siger: ”Jeg er halvgammel, så når jeg taler med de 20-årige studerende, som snakker om nye digitale tendenser, ved jeg ikke nok om det. Det digitale var ikke noget, man blev undervist i, da jeg blev færdig med min kandidat i engelsk i 2005. Så jeg glæder mig til at få større indblik i den digitale verden, og hvordan det digitale kan bruges strategisk.” Mads er desuden sikker på, at den individuelle kompetenceudvikling er til gavn for hele arbejdspladsen, han siger: ”I administrationen har vi ikke været first-movers mht. digitalisering. Derfor kan et kursus, som det Sharon tager, være med til, at vi får øjnene op for områder, hvor vi kan udvikle og gøre det bedre.”

Obs
Skjul nyheder