Logo: Kompentencesekretariatet
Søg
Luk menu

– Søg nu bare!

Rasmus Agerskov Schultz er vicepolitiinspektør i København og stor fan af kompetenceudvikling og Den Statslige Kompetencefond, som han bruger så meget han kan komme til det. ”Søg nu bare!”, lyder hans råd til kollegaer og medarbejdere.

Vicepolitiinspektør har søgt om fondsmidler til videreuddannelse

Master i Offentlig Ledelse

Med 11 ledere og en stor medarbejderstab under sig, var det oplagt for Rasmus at søge om fondsmidler til kurser i kommunikation og ledelse. Midlerne brugte han på at finansiere modulerne på masteruddannelsen 'Master i Offentlig ledelse' på CBS.

En uddannelse, som han ikke er tvivl om, gør ham til en dygtigere leder. Ud over at gøre ham klog på moderne ledelse, er det værdifuldt for ham at mødes med ledere fra andre organisationer: ”Det giver så meget at få indblik i andre organisationer. Det får mig til at tænke: Hvad kan vi bruge i min organisation? Hvad kan vi ikke bruge? Og hvorfor? Det er så inspirerende.”

Vicepolitiinspektør Rasmus Agerskov Schultz har søgt penge hos Kompetencefonden

Retorik og storytelling

Ud over sin masteruddannelse, har Rasmus to år i træk fået fondsmidler på CBS Summerschool, hvor han har taget kurser i mundtlig retorik og storytelling. Indsigten i hvad historiefortælling, eksempler og små taler kan gøre har givet ham flere strenge at spille på. Han har fået redskaber til at formidle på en ny og mere moderne og gennemslagkraftig måde, både til medarbejdere, kollegaer, sin egen ledelse og ikke mindst til borgerne:

”Det er slut med at stå med et fint piktogram. Det er meget mere effektivt at fortælle om Fru Hansen på fjerde sal, der føler sig tryg, fordi hun har oplevet den mobile politistation lige nede på gaden”.

Kurserne har også åbnet hans øjne op for, hvor tomme fagjargon og buzzwords kan være, og har derfor præget hans sprog i en mere enkel og mundtlig retning. Rasmus oplever, at hans nye måder at gøre tingene på har en positiv, afsmittende effekt på hans ledere og medarbejdere. På den måde får hele organisationen glæde af hans kompetenceudvikling.

Søg nu bare!

Men det er ikke nok at læne sig op ad chefens kompetenceudvikling. Alle i politiet bør søge Den Statslige Kompetencefond, mener han. Derfor lyder hans råd til kollegaer og medarbejdere at man efter dialog med sin leder om kompetenceudvikling inden for relevant område:

”Søg endelig. Der er ingen grund til at vente!”

Når Rasmus opfordrer folk til at søge, fortæller han ofte om hvor hurtigt det gik: ”Jeg tænkte, at sådan et system nok var lidt trægt, og der ville gå en måneds tid, før jeg hørte noget. Men jeg fik simpelthen svar samme dag.”

Rasmus oplever, at kendskabet til Den Statslige Kompetencefond langsomt bliver større i Politiet, men mener, at langt flere burde benytte muligheden:

”Det går bedre, men der er stadig lang vej. Mine medarbejderes ansøgninger kommer til godkendelse hos mig. Og jeg vil gerne se flere. Et af vores store indsatsområder i øjeblikket er forebyggelse. Og der findes et utal af gode oplæg og uddannelser om det emne. Mit budskab er: Gå forrest. Bliv klogere. Søg inspiration. Søg Kompetencefonden.”

”Gå forrest. Bliv klogere. Søg inspiration. Søg Kompetencefonden.”

Rasmus Agerskov Schultz
Obs
Skjul nyheder