Logo: Kompentencesekretariatet
Søg
Luk menu

Robert Andersen læser kriminologi

Han har arbejdet i otte år som fængselsbetjent, og nu er Robert Andersen snart en diplomuddannelse rigere. Den blev en mulighed på grund af kompetencefonden og gør ham efter eget udsagn til en meget dygtigere fængselsbetjent.

Foto af skilt ved indgagn til Horserød Fængsel

Artiklen er skrevet af Maria Hamilton og bragt hos Fængselsforbundet.

Han har arbejdet i otte år som fængselsbetjent, og nu er Robert Andersen snart en diplomuddannelse rigere. Den blev en mulighed på grund af kompetencefonden og gør ham efter eget udsagn til en meget dygtigere fængselsbetjent.

– Jeg ser det som en slags overbygning til fængselsbetjentuddannelsen, men på et noget højere niveau, siger Robert Andersen, der fortæller om den diplomuddannelse i kriminologi på Københavns Universitet, han ganske snart afslutter med en stor opgave.

– Hvis man er glad for at være fængselsbetjent, men gerne vil blive endnu dygtigere og have et teoretisk lag med, kan jeg virkelig anbefale det, siger han.

Robert Andersen har de seneste tre et halvt år været fængselsbetjent på forstærkningsholdet og har set mange forskellige institutioner og måder at gøre tingene på. For ham er uddannelsen en kærkommen lejlighed til at bygge ekstra lag på og forstå endnu mere af det, der foregår omkring ham i det daglige.

"

Man skal lige sætte sig ind i nogle ting omkring ansøgningen, men de er rigtig søde til at hjælpe i komptencefonden.

– Robert Andersen

Mange muligheder for støtte til uddannelse

Kriminologi er kun en ud af mange muligheder for at søge udvikling gennem Den Statslige Kompetencefond. Fængselsforbundets medlemmer har blandt andet fået støtte fra fonden til lederuddannelser, kurser i organisation og arbejdspsykologi og konflikthåndtering.

OAO Øvrige-fondspuljen er i skrivende stund åben for ansøgninger. Du kan søge om op til 25.000 kroner både til kortvarige kurser eller længere uddannelsesforløb. Puljen giver for eksempel støtte til kursusgebyr, undervisningsmaterialer, transport til uddannelse og overnatning i forbindelse med undervisning.

Det er et krav, at Kriminalforsorgen er med til at betale for kompetenceudviklingen. Ansøgninger til fonden skal godkendes af dig og din leder.

25.000 om året

Lige nu er han i Horserød Fængsel, hvor han i rolige stunder forbereder sig på den hovedopgave, han snart skal aflevere. Men det hele begyndte i Vestre Fængsel.

– Det var til en MUS med min leder, at vi talte om, at jeg godt kunne tænke mig at videreuddanne mig, og så gik jeg i gang med at researche og få rådgivning via kompetencefonden, der betaler 25.000 om året for min uddannelse. Man skal lige sætte sig ind i nogle ting omkring ansøgningen, men de er rigtig søde til at hjælpe derinde, fortæller Robert Andersen.

Diplomuddannelsen i kriminologi er et års fuldtidsuddannelse smurt ud på tre år, og Robert Andersen bruger af sin egen tid.

– Det har været månedlige internater fra torsdag til lørdag, og så er der en del læsning også. Alt i alt bruger jeg nok ti timer om ugen på uddannelsen, men jeg har kunnet tage bøgerne med på arbejde og læse og skrive opgave i de mere rolige stunder, det har gjort en stor forskel, siger han.

Hans hovedopgave er en undersøgelse af indsattes trivsel og på den måde, kan Robert Andersen både trække på sin praktiske erfaring som fængselsbetjent og den teori, han har lært på uddannelsen. Samtidig kan han bruge teorien i sit praktiske arbejde som fængselsbetjent.

– Man får en bredere teoretisk forståelse af, hvorfor folk bliver kriminelle, hvilke samfundsmæssige faktorer, der spiller ind, og hvad der virker i forhold til at gøre en indsat mindre kriminel, når han går ud, end da han kom, siger Robert Andersen.

Obs
Skjul nyheder