Kommunikationskonsulent til Kompetencesekretariatet

Brænder du for at gøre en forskel for udviklingen af statens arbejdspladser, er du visionær og dygtig til at bruge sociale medier og andre digitale platforme, og er du i stand til at formidle komplicerede budskaber til en større skare på en letforståelig og interessant måde, så skal du søge stillingen som kommunikationskonsulent hos Kompetencesekretariatet.

Som Kompetencesekretariatets nye kommunikationskonsulent får du mulighed for at arbejde med en bred palette af kommunikationsopgaver i tæt samarbejde med sekretariatets ledelse, kommunikationsrådgiver og vores aktive og engagerede konsulenter.

Du kan selvstændigt håndtere processen fra idé til produkt, og du formår at inddrage og kvalificere opgaveløsningen via relevante kollegaer og samarbejdspartnere. Du interesserer dig for udviklingen inden for kommunikationskanaler og har praktisk erfaring med at anvende et bredt spektrum af disse i en professionel sammenhæng.

Et digitalt mindset er et must, for du skal hjælpe os med at indkredse og implementere nytænkning i forhold til, hvorledes vores konsulenters høje faglighed kan nå ud til en endnu bredere skare eksempelvis via webinar, video, podcast mv.

Dine arbejdsopgaver

Du vil både indgå i udviklingsrelaterede projekter og dag til dag kommunikationsopgaver, og vi forventer, du har kompetencerne til at kunne varetage følgende arbejdsopgaver:

  • Strategisk ideudvikling og redaktionelt arbejde med formidling af viden og nyheder
  • Løbende udvikling og vedligeholdelse af websider og nyhedsbreve
  • Content management og produktion af indhold til websider og nyhedsbreve
  • Strategisk planlægning, eksekvering og opfølgning på kommunikation via SoMe
  • Udvikling og gennemførelse af større og mindre events formidlet via digitale platforme
  • Gennemskrivning af fagligt materiale mhp. på at nå en bred skare i et politisk miljø
  • Projektledelse af indsatser med eksterne leverandører
  • Daglig dialog med samarbejdspartnere
  • Lettere grafiske opgaver

Din profil

  • Du skriver fængende og fejlfrit dansk, og du forstår at finde den gode historie
  • Du er interesseret i, og har forståelse for, kommunikation og branding på tværs af medier
  • Du har flair for IT og digitalisering, og kan nemt sætte dig ind i nye systemer, platforme og værktøjer
  • Du interesserer dig for de nyeste teknologier og tendenser inden for digitale kommunikationsværktøjer
  • Det er en fordel, hvis du kan bruge et videokamera og har erfaring med videoredigerings- og generelle layoutværktøjer
  • Du tænker kreativt, byder gerne ind med egne ideer og løsninger og går ikke på kompromis med kvaliteten
  • Du har god politisk tæft og indsigt i samfundsudviklingen
  • Du har et stort drive, er nytænkende, modig og kan omsætte visioner til handling

Vi tilbyder

  • Et job i en visionær og ambitiøs organisation, hvor der ikke er langt fra ide til handling
  • En spændende og alsidig hverdag med stor mulighed for selv at præge jobbet
  • Et godt arbejdsmiljø med dygtige kollegaer og et kollegialt fællesskab med en uformel tone og god stemning
  • En fastansættelse som fuldmægtig med 30 eller 37 timer/uge, indplaceret efter statens overenskomst med Akademikerne

Om os

Kompetencesekretariatet er de statslige overenskomstparters fælles sekretariat for kompetenceudvikling. Vi varetager administrationen af Den Statslige Kompetencefond samt bistår statens arbejdspladser med rådgivning om kompetenceudvikling.

Den 4. september 2019 åbnede Den Statslige Kompetencefond, og sideløbende er vi i fuld gang med at udarbejde strategien for de rådgivningsopgaver, som også er en del af vores kerneopgave. Vi har derfor travlt med at få udbredt kendskabet til fonden, vores rådgivning og alle de gode intentioner, overenskomstparterne har udtrykt med overenskomstresultatet for Statens Kompetenceudvikling i OK18. Derudover har vi et ønske om, at vi med en øget kommunikationsindsats også kan styrke videndeling mellem statens arbejdspladser.

Ansøgning og kontakt

Ansøgningsfristen udløb d. 23. september kl. 12.00.

Bemærk: 1. samtalerunde forventes afholdt 27. september 2019 og 2. samtalerunde forventes afholdt 28. oktober 2019. Der indgår testforløb for kandidater, der går videre til anden samtalerunde. Tiltrædelse 1. december 2019 eller efter nærmere aftale.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Annemette Hammer på aha@kompetenceudvikling.dk (mobil 6182 7010) eller kommunikationsrådgiver Jonas Ruban Agersnap på jgp@kompetenceudvikling.dk (mobil 6182 7025).