Logo: Kompentencesekretariatet
Søg
Luk menu

”Jeg havde brug for nye faglige udfordringer – og det fik jeg”

Efter 17 år som underviser på social- og sundhedsuddannelserne, trængte Anette Østergaard til nye udfordringer. Med en bevilling fra Kompetencefonden i ryggen fik hun sin leders opbakning til at tage en masteruddannelse, og er nu som 59-årig startet i drømmejobbet.

Mælkebøtter i en skovbund.

”Jeg kunne i princippet sagtens have fortsat som underviser, men følte alligevel, at der skulle ske noget nyt i de 10-12 år, jeg havde tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for nye faglige udfordringer – og det fik jeg. Præcis som da jeg for knap 20 år siden første gang skiftede karrierevej og oplevede, at min arbejdsglæde blev boostet,” siger 59-årige Anette Østergaard.

Hun er oprindeligt uddannet fysioterapeut og arbejdede med dét, indtil hun var i starten af 40’erne. De seneste 17 år har hun undervist i bl.a. sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering på social- og sundhedsuddannelserne. Siden 2014 har arbejdspladsen heddet SOSU Nord, som er Danmarks næststørste social- og sundhedsskole med afdelinger i bl.a. Aalborg, Hjørring og Frederikshavn.

Nye opgaver krævede nye kompetencer

Anette Østergaard fortæller, at hun i sin tid som underviser jævnligt har været involveret i udviklingsprojekter og altid fundet det spændende. De senere år har hun løbende talt med sin leder om, at hun gerne ville dreje karrieren i den retning. Problemet var, at hun ikke kunne få de opgaver, hun drømte om, fordi hun manglede formelle kvalifikationer på flere fronter. Og en dag kom hendes leder så med et tilbud, hun ikke kunne afslå.

”Hun foreslog, at jeg kastede mig over en masteruddannelse. Jeg havde hørt om uddannelsen ’Procesledelse og organisatorisk forandring’ på Aalborg Universitet, som er målrettet de opgaver, jeg gerne ville arbejde med. Sammen fik min leder og jeg lavet en ansøgning til Kompetencefonden og fik ja. SOSU Nord indvilgede i at betale resten af kursusafgiften og bevilligede derudover et antal skemafri dage, så jeg kunne gennemføre over to år på fuld løn,” siger Anette Østergaard, der også har kastet en del feriedage og fritid oven i puljen for at nå i mål med studiet inden for tidsfristen.

Portrætfoto af Anette Østergaard.

Nyt job er i hus

Hun fortæller, at hun med sine erfaringer som underviser – kombineret med de nye kompetencer, hun har opbygget på masteren – kan bruge sig selv på nye måder og samtidig byde ind med noget, der giver værdi til SOSU Nords udviklingsprojekter. Og allerede længe inden den afsluttende eksamen, fik hun tilbud om at begynde som projektkoordinator i det nystartede Center for læring og udvikling, hvor hun indgår i et team, der understøtter skolens pædagogiske udviklingsarbejde.

”Jeg er involveret i flere projekter, som skal gøre noget ved det store frafald af elever undervejs på uddannelserne. Et af dem går ud på at støtte eleverne i overgangene mellem undervisningsforløb og praktikperioder, hvor mange traditionelt falder fra,” fortæller Anette Østergaard, der, udover et solidt teoretisk fundament, har fået konkrete værktøjer og metoder med fra masteren, som betyder, at hun med sikker hånd kan indtage den nye rolle.

”Flere af de opgaver, jeg har lavet undervejs på studiet, har jeg testet på SOSU-Nord i samarbejde med mine kolleger. Og nogle af de konkrete aktiviteter ser ud til at blive varige tilbud fra Center for læring og udvikling. Det er selvfølgelig enormt tilfredsstillende for mig, at der allerede er kommet konkrete resultater ud af min videreuddannelse.”

Gejst og motivation

Anette Østergaard lægger ikke skjul på, at hun til tider har været presset på tid, når både studiet, jobbet og hjemmefronten skulle passes. Men det har været det hele værd, pointerer hun.  

”Mine børn er for længst fløjet fra reden, så jeg har mere fritid end førhen. Jeg lavede også en aftale med min mand om, at han stod for det meste derhjemme, mens jeg sad på skolebænken. På den måde krævede det opbakning hjemmefra og nogle klare prioriteringer, men jeg kan kun sige, at jeg er utrolig glad for, at jeg tog springet. Jeg føler mig privilegeret over at have fået muligheden og kan mærke en helt ny gejst og motivation i forhold til mit arbejdsliv,” slutter hun.

Obs
Skjul nyheder