Per Dam Hansen finder det er vigtigt at fortsætte med at kompetenceudvikle sig indtil sidste dag på arbejdsmarkedet. Selv er den 55-årige organisationskonsulent i fuld gang med en masteruddannelse.
”Jeg har altid haft den holdning, at jeg vil lære til den dag, jeg dør. Og for mig giver det rigtig god mening at blive ved med at videreuddanne mig, til jeg ikke længere skal være på arbejdsmarkedet,” siger 55-årige Per Dam Hansen, der netop har gennemført det syvende af i alt ni fag og dermed nærmer sig afslutningen på ’Fleksibel Master i Offentlig Ledelse’, som han tager på henholdsvis Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.
Masteruddannelsen har sikret ham en markant tungere rygsæk med viden, færdigheder og kompetencer, som han udnytter både internt og eksternt i sit job som organisationskonsulent på Uddannelsescenter Holstebro, hvor han har været ansat siden 2009.
Udover en bred vifte af bl.a. erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser, tilbyder Uddannelsescenter Holstebro, som har ca. 9.000 elever og 350 medarbejdere, talrige efter- og videreuddannelser rettet mod offentlige institutioner og det private erhvervsliv. Og det er netop den løbende kvalitetssikring af kursusforretningen, som er Per Dam Hansens hovedopgave.
”Masteruddannelsen har bl.a. givet mig større indblik i organisationsudvikling, hvilket er et af de kursusområder, jeg arbejder med i det daglige. Jeg har, for blot at nævnte ét eksempel, fået løftet mine kompetencer, så jeg i dag i endnu højere grad kan sikre vores kunder det kursusmiks og indhold, som på optimal vis imødekommer deres individuelle behov,” forklarer han.
Per Dam Hansen fandt selv frem til masteruddannelsen og fik efterfølgende grønt lys fra sin leder, som bevilgede arbejdsfri 4-6 fremmødegange pr. semester samt ekstratid til forberedelse, opgaveskrivning og eksamener. Uddannelsen er betalt af henholdsvis Uddannelsescenter Holstebro og Den Statslige Kompetencefond, og han har også selv smidt fritid i puljen, som han siger.
”Jeg vågner tidligt i weekenden, så noget af min læsning og opgaveskrivning får jeg klaret dér. Som så meget andet i livet handler det om prioritering, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg prioriterer masteren højt.”
Per Dam Hansen understreger, at det altid har været en drivkraft for ham at dygtiggøre sig i forhold til de jobs og funktioner, han har haft, så han ikke risikerer at gå i stå.
”Jeg vil være et asset for min arbejdsgiver og mine kunder. Og det ændrer sig på ingen måde bare fordi, jeg er kommet godt op i 50’erne,” siger han og fortsætter:
”En god dag for mig, er en dag, hvor jeg bruger mine erfaringer og kompetencer til at gøre en positiv forskel. Både for mig selv, fordi jeg nyder arbejdet, men selvfølgelig også i det store billede. Det er nemlig afgørende, at vi som uddannelsesinstitution kan tilbyde fremragende efter- og videreuddannelser, som løfter deltagernes viden til nye højder, så de hver især kan gøre det endnu bedre i deres respektive arbejdsliv. Alt det gør masteren mig endnu bedre til at facilitere.”
Per Dam Hansen vil råde alle til, uanset alder, at blive ved med at dygtiggøre sig. Udviklingen går stærkt i disse år. Tænkt fx på påvirkningen fra nye teknologier og ikke mindst AI, foruden alt det, den grønne omstilling fører med sig. For ikke at nævne den nye generation af unge, som er på vej ind arbejdsmarkedet med deres nye tilgange til stort set alt. Det kommer til at udfordre os alle sammen, og hvis du står stille, får du problemer, fastslår han.
”Jeg siger ikke, at alle 55+’ere skal tage en masteruddannelse, men jeg mener virkelig, at vi alle sammen må og skal kompetenceudvikle os fagligt og personligt, så vi ikke går bagud af dansen, men tværtimod holder dampen oppe helt indtil den dag, hvor vi stopper,” slutter han.
"Jeg vil være et asset for min arbejdsgiver og mine kunder. Og det ændrer sig på ingen måde bare fordi, jeg er kommet godt op i 50’erne.
– Per Dam Hansen, organisationskonsulent, Uddannelsescenter Holstebro