Værktøjet skaber afsæt for en dialog på arbejdspladsen til at belyse dynamikker og pege på handlemuligheder, der kan understøtte kompetenceudvikling og ambition om livslang læring.
De statslige arbejdspladser oplever såvel som andre arbejdspladser løbende krav fra omverdenen om at følge udvikling og tendenser for fortsat at være aktuelle, succesfulde, effektive og ikke mindst attraktive. Kravene kan være mange og forskelligartede, men alle har i et eller andet omfang oplevet et øget fokus på flere og nye kompetencer fx inden for teknologi, bæredygtighed og samarbejde. For at imødekomme kravene skal arbejdspladsen have fokus på, hvordan man kan skabe gode betingelser for og sikre medarbejdernes motivation og lyst til udvikling gennem hele arbejdslivet – også kaldet livslang læring.
Formålet med værktøjet er at hjælpe arbejdspladsen med at understøtte og sikre læring gennem hele arbejdslivet til gavn for både arbejdspladsens udvikling og den enkelte medarbejders jobmæssige udvikling: ”Hvordan kan vi samlet løfte vores kompetenceudviklingskapacitet?”. Læring sker i et samspil, så ønsker I at sætte spot på, hvad der fungerer godt i dag, hvor der er plads til forbedring og fremtidige handlemuligheder, så bør drøftelserne finde sted i afdelingen, gruppen, teamet eller sammen med dem som I omgiver jer og arbejder sammen med i dagligdagen.
Det anbefales at der afsættes 3-4 timer til dialogen. Til at facilitere dialogen findes følgende materialer:
Procesguiden er tiltænkt den på arbejdspladsen, der skal stå for at facilitere dialogen. Procesguiden hjælper jer igennem hele processen – både forberedelse, selve dialogen og efter dialogen. Dialogpladen med spørgsmål danner rammen for afvikling af selve dialogen i gruppen. Der er fem temaer, som er vigtige at komme omkring: Tid, Økonomi, Læringsrum og kultur, Energi og Formål. Hvert tema har sin egen farve og en række spørgsmål, der drøftes i gruppen. Hvert tema bør afrundes med en drøftelse om fokusområder og handlinger. De to skabeloner til opsamling anvendes til at notere drøftelserne i gruppen og sikrer at relevante pointer fastholdes, så det kan bringes med videre.
Værktøjet henvender sig til afdelinger, grupper og teams.
Ordet ”gruppe” bruges i værktøjet som generel betegnelse for afdeling, kontor, team, sektion, enhed eller lignende.
I kan vælge at hente værktøjet til print eller til at udfylde digitalt.
Vælger I at printe, indeholder værktøjsmappen både en udgave i A4 og A3. Vi anbefaler at printe skabelonerne i A3, hvis I har mulighed for det.
Er I i tvivl om noget, eller vil I have hjælp til at styrke din arbejdsplads' indsats for kompetenceudvikling for gruppen? Så book en samtale med vores rådgivere.
Husk, at Kompetencesekretariatets tilbud er finansieret i den statslige overenskomst. Det betyder, at vores hjælp og rådgivning allerede er betalt.