Logo: Kompentencesekretariatet
Søg
Luk menu

Muligheder for økonomisk tilskud til uddannelse

Der findes flere muligheder for at få økonomisk tilskud til uddannelse. Voksne, der deltager i undervisning i arbejdstiden, kan søge om støtte flere steder. Det er dog forskelligt, hvilke former for støtte du kan opnå. Det afhænger blandt andet af, hvilket uddannelsesniveau, du allerede har, og hvilken type uddannelse, du ønsker at tage.

Herunder har vi samlet nogle støttemuligheder og links til relevante hjemmesider, hvor man kan læse mere om de enkelte former for tilskud:

Den Statslige Kompetencefond er de statslige overenskomstparters fond, som administreres af Kompetencesekretariatet. Medarbejdere, som er ansat på statslig overenskomst, kan søge fonden om støtte til uddannelses- og kursusgebyr (ekskl. moms), materialer samt transport og ophold i forbindelse med uddannelse. Læs mere om reglerne for Den Statslige Kompetencefond, og se den korte videoguide om, hvordan du bliver klar til at ansøge.

SVU – Statens voksenuddannelsesstøtte er uddannelsesstøtte til voksne, der deltager i fag på grundskole- og gymnasialt niveau samt på videregående voksenuddannelser. Man kan få SVU som kompensation for den løn, man ville miste i forbindelse med uddannelse. Det er også muligt for arbejdsgiveren at modtage SVU som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Hvis man vil søge SVU, skal man være opmærksom på, at der kan være forskellige regler og satser i forhold til ansøgerens uddannelsesbaggrund og den uddannelse, der søges støtte til.

VEU-godtgørelse er støtte til faglærte og ufaglærte voksne (20 år og derover), der deltager i AMU-uddannelse eller enkeltfag på erhvervsuddannelserne. Som hovedregel kan man ikke få VEU-godtgørelse, hvis man har en videregående uddannelse. Beløbet, man modtager, vil svare til højeste dagpengesats pr. dag.

VEU-omstillingsfonden yder støtte til faglærte og ufaglærte, der tager uddannelse på diplom- eller akademiniveau. Der kan gives støtte til deltagerbetaling til uddannelsesmoduler på maksimalt 10.000 kr. pr. person årligt. Midlerne søges ved den enkelte uddannelsesinstitutioner uddeles efter først til mølle-princippet.

Læs også mere på uddannelsesudbydernes hjemmesider.

Få mere hjælp til efter- og videreuddannelse

Kompetencesekretariatet

rådgiver statslige arbejdspladser om brugen af det offentlige uddannelsessystem målrettet voksne (VEU) – det kan fx være i forhold til mulighederne for forskellige målgrupper, hvordan man kan planlægge og tilrettelægge efteruddannelsesaktiviteter, hvem man kan kontakte mv. De enkelte skoler og uddannelsessteder kan rådgive og vejlede om specifikke uddannelser.

e-Vejledningen

er et tilbud til alle, der har brug for vejledning om uddannelse og job. Vejledningen kan finde sted via chat, telefon og mail, og e-Vejledningen har løbende tilbud om digitale møder med aktuelle temaer. Hos e-Vejledningen kan man få vejledning om uddannelsesmuligheder i forhold til tidligere uddannelse og erhvervserfaring samt om mulighederne for at få økonomisk støtte til efter- og videreuddannelse.

Obs
Skjul nyheder