Logo: Kompentencesekretariatet
Søg
Luk menu

5 ansøgere fortæller: Overraskende nemt at søge fondsstøtte

Den Statslige Kompetencefond – det kan lyde lidt kompliceret, men det er overraskende nemt at ansøge om støtte til kompetenceudvikling. Det fortæller fem ansøgere, der hver har ansøgt en af fondens fem fondspuljer.

Drage ses på blå himmel
Foto af Aaron Burden fra unsplash.com

86 procent af alle sagsbehandlede ansøgninger til Den Statslige Kompetencefond ender med støttekroner til kompetenceudvikling. Muligheden for at få støtte er derfor god, men hvor nemt er det at lave en ansøgning om fondsstøtte? Det har vi spurgt fem ansøgere om.

"

Det er ret nemt at gå til. Men det skal det også være, for hvis sådan en ansøgningsproces bliver for tung, så gider man ikke. Jeg har i hvert fald oplevet det som meget smidigt,

– Henrik Bank Nielsen, sikkerhedsofficer ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Henrik Bank Nielsen har, med støtte fra CO10-fondspuljen, gennemført uddannelsen som Eksamineret Sikringsleder.

"

Det, at jeg er et par år fra at gå på pension, det gør, at jeg bliver motiveret, når jeg kan sige, Gud, jeg kom med på det her kursus. Jeg ved da godt, at jeg skulle søge det, finde det og alt det andet, men der var med det samme hul igennem, til at jeg kunne få det. Både med ansøgningen og fra ledelsen – det var bare kør!

– Kjeld Melchior Christiansen, faglærer fra Processkolen i Kalundborg

Kjeld Melchior Christiansen har, med midler fra LC-fondspuljen, været på kursus i Google Sprint.

"

Jeg havde nok en fordom om, at det ville blive besværligt at søge: At jeg skulle finde kopier af alt muligt, og at det ville tage 1000 år. Men det gik tjept og var slet ikke så slemt, som jeg troede det ville være.

– Jeppe Larsen, gymnasielærer fra Himmelev Gymnasium

Jeppe Larsen har fået støtte fra Akademiker-fondspuljen til uddannelsesmodulet ’Digitale kompetencer i og på tværs af fagområder’.

"

Jeg har gået i en tro om, at det var dødbesværligt at søge Den Statslige Kompetencefond, og at det tog lang tid, men så tænkte jeg en dag: Nu gør jeg det. Det værste, der kan ske, er, at de siger nej. Og så måtte jeg jo sande, at det jo bare var det nemmeste.

– Lene, enhedschef i Københavns Fængsler

Lene har gennemført første modul af en diplomuddannelse i projektstyring med støtte fra OAO Øvrige-fondspuljen.

stockfoto fra Unsplash
"

Det er så fantastisk, at Kompetencefonden findes! Det offentlige har som regel ikke mange midler til kompetenceudvikling, og inden jeg begyndte at søge fonden, havde jeg derfor flere år med stilstand, som selvfølgelig var frustrerende.

– Hanne Brandt, testansvarlig i Erhvervsstyrelsen

Hanne Brandt har med støtte fra HK Stat-fondspuljen gennemført kurset ’Eksamineret Test Manager’.

Din adgang til fonden

Den Statslige Kompetencefond er aftalt i overenskomstforliget mellem de statslige overenskomstparter i OK18 og videreført i OK21. Den er til for dig, der er ansat i staten.

Du kan søge Den Statslige Kompetencefond, hvis du er omfattet af fællesoverenskomsterne mellem Skatteministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) eller Skatteministeriet og Akademikerne.

Du kan også søge, hvis du er ansat i staten på tjenestemands- eller tjenestemandslignende vilkår.

Er du i tvivl om, hvilken fondspulje du er omfattet af, så læs mere her.

Obs
Skjul nyheder